Mange ulovlige knallerter i indsats mandag aften

Profilbillede
dato

Midt- og Vestjyllands Politi skrev i alt 53 færdselssager under otte timers færdselskontrol mandag - 36 af sagerne på knallerter.

En målrettet færdselsindsats mod ulovlige knallerter i Ringkøbing-Skjern Kommune mandag eftermiddag og aften resulterede sammenlagt i 53 færdselssager hvoraf 36 var knallert-sager.

"Kontrollen var planlagt med baggrund i en del borgerhenvendelser om gener fra knallertkørsel, og vi kan konstatere, at der var noget at komme efter", siger operativ leder af færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi politikommissær Jørgen Christensen.

Kontrollen foregik i tidsrummet fra klokken 14.00 - 22.00 og besøgte blandt andet byerne Spjald, Videbæk, Tarm, Skjern og Hvide Sande.

I alt 24 knallerter måtte på politiets rullefelt, og ud af dem kunne politiet konstatere, at 14 var ulovlige.

Dertil kom flere sager om forskellige overtrædelser og mangler. Fx manglende forsikring, manglende medbragt kørekort, to personer på en lille knallert, overkørsel for rødt og manglende styrthjelm.

Flere af knallerterne, som ifølge loven må køre 30 kilometer i timen, kunne køre mere end 80 kilometer i timen.

"Da vi henvendte os til forældrene, viste det sig, at de fleste forældre ikke vidste, at sønnens knallert på forskellige måder var tunet ulovligt. Noget tyder dog på, at sommerferien har været brugt til at pille ved knallerten", siger Jørgen Christensen

"Det er overraskende mange ulovlige knallerter, i forhold til hvad vi har set de forgangne år. Vi kan kun opfordre forældre til selv at tage en tur på sønnens knallert. Så kan man ret hurtigt få afklaret, om den kører mere end de tilladte 30 kilometer i timen", siger Jørgen Christensen.

Midt- og Vestjyllands Politi vil fortsætte med de målrettede indsatser mod knallerter. Oplever man som borger i Midt- og Vestjyllands Politikreds, at knallerter kører med for høj hastighed, er man velkommen til at ringe 114 for at anmelde dette. De målrettede indsatser bliver blandt andet indrettet geografisk efter, hvor borgerne oplever de største gener.

"Kontrollerne har det formål at skabe tryghed for de øvrige trafikanter og borgere - men jo faktisk også at holde de her unge risikovillige drenge i live", siger politikommissær Jørgen Christensen.
Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi